Det var en råkold dag i marts 1921. Hundredvis af mennesker stod foran Øster Landsret. De ventede på at få et blik af den kvinde, der i en årrække havde myrdet et stort antal børn - efter eget udsagn måske helt op til seksten. Retssagen mod kvinden havde været en af de største og mest omtalte i årtier. Man fattede ganske simpelt ikke, at en kvinde, hvis væsentligste egenskab ifølge samtidens opfattelse var moderfølelsen, kunne slå et så stort antal børn ihjel.
Hun var derfor også i pressen blevet udråbt til et halvt dyrisk væsen - og havde fået betegnelsen "Menneskeduret". Så kam hun ud, alle strakte hals for at se hende. Enkelte råbte efter hende. Indbyrdes talte folk om, at hun så ganske almindelig ud, der var langtfra noget dyrisk over hende, tværtimod vidnede hendes slidte træk om, at hun engang havde været en meget køn kvinde. Men hvem var hun så egentlig, dette menneskedyr, og hvordan kunne hun have gjort det, hun havde gjort?
Disse spørgsmål blev igen og igen rejst blandt mængdens mennesker, da de langsomt forlod pladsen foran landsretten, efter at massemordersken hurtigt var blevet fort til en ventende drosche og kørt bort til Straffeanstalten på Christianshavn. Dommen havde lydt på dødsstraf.
©2017 Lindhardt og Ringhof (P)2017 Lindhardt og Ringhof
